Læreruddannelsen vs. virkeligheden som skolelærer

Mange nyuddannede lærere forlader folkeskolen allerede inden for deres første år efter endt uddannelse. En grund til dette kan være de enorme forskelle, der er på læreruddannelsen og det virkelige liv som lærer i en folkeskole.

Mere tid på studiet til forberedelse

På lærerstudiet er der tid til at være perfektionistisk.

De unge studerende har langt færre timer end de garvede lærere, når de er i praktik, og derfor får de rigtig mulighed for at nørde og fordybe sig i deres undervisning. Det er naturligvis godt for de studerende, og de fleste nyder at kunne være perfektionistiske og stille krav til deres egen undervisning, men desværre matcher det ikke den virkelige verden særlig godt.

Her har man nemlig langt kortere tid til at forberede sig, og derfor er der – desværre – ikke tid nok til, at man rigtigt kan finpudse sin undervisning og gøre den helt perfekt.

Denne enorme forskel på studiet og den virkelige verden skræmmer mange nye lærere, som bliver overraskede og chokerede, når de får deres første job.

Derfor mener de studerende, at man i højere grad skal fokusere på at gøre studiet virkelighedstro, så de nye lærere er bedre rustede til den hverdag, de faktisk møder.

Flere bør have en mentor

Når man arbejder med mennesker – i dette tilfælde børn og unge – kan man ikke forudsige sin hverdag og de udfordringer, man møder. Derfor er det også svært at klæde de lærerstuderende godt på til jobbet. Man kan undervise i at undervise, og man kan komme med masser af råd i forhold til konfliktløsning, men når man står i det, er det noget helt andet.

Derfor mener formanden for de danske lærerstuderende også, at flere unge lærere bør have en mentor.

På den måde har de en garvet lærer, de kan sparre med, når der opstår uventede situationer i klasselokalet eller i skolegården. Der kan altid opstå nye situationer, når man netop har med mennesker at gøre, og derfor er det også vigtigt, at de nye lærere bliver så godt som muligt klædt på til at håndtere lidt af hvert.

Lærerne skal have mere respekt

Tidligere var der få børn, der turde sige læreren imod. Han eller hun var respekteret, og man gjorde, som man fik besked på. Nu til dags er både børn og forældre dog blevet noget mere kritiske, og det kan for lærerne være svært at få den respekt, de fortjener.

Når børnene ikke længere respekterer lærerne, giver det dårlige vilkår for at tilbyde god og effektiv undervisning, og derfor skal lærerne have deres respekt tilbage. Det er trods alt ”dem, der tager imod vores børn hver morgen, hjælper dem, støtter dem, uddanner og danner dem.” (citat fra skoleogliv.dk) Som et led i at give de nye lærere deres respekt tilbage skal der i undervisningen nu indgå et fag om at sætte sig i respekt.

Det er simpelthen nødvendigt for, at de nye lærere bliver ordentligt rustet til at møde kritiske børn og forældre, og derudover mener formanden for de danske lærerstuderende også, at hele samfundets syn på lærere og folkeskolen skal ændres.

Kilde: Politiken

Lignende artikler