Sådan laver du et godt CV

Det kan være lidt af en udfordring at søge efter nyt job. Man bruger timevis på at udforme sin ansøgning, får andre til at gennemlæse den og komme med gode forslag.

Og når man så er tilfreds, så kommer man i tanke om, at man også lige skal medsende sit CV!

Og det ender ofte med, at man lynhurtigt får kopieret sit standard-CV, laver nogle få rettelser og får sendt det af sted.

Men er du godt klar over, at mange arbejdsgivere går direkte til dit CV?

Og kun hvis dit CV er interessant for dem, læser de din ansøgning bagefter.

Derfor er det vigtigt, at du også bruger godt tid på dit CV.

Her kommer vi med nogle tips til hvordan du kan gøre dit CV skarpt og interessant.

Dit CV er din egen reklamesøjle

Mange opfatter et CV som en matematisk opstilling af fakta. Men du skal se på dit CV som en reklame. Når man laver en reklame, tænker man først og fremmest på modtageren.

Hvem er det man vil kommunikere til og hvordan fanger man bedst modtagerens opmærksomhed?

Derfor er det en dårlig idé at medsende et standard-CV.

Det kan være en god idé at starte med at lave et brutto-CV. Her kan du medtage alt lige fra frivilligt arbejde, din afsluttende eksamensopgave til dine evner indenfor Facebook-reklamer.

Hver gang du får nogle nye kompetencer, kan du så opdatere dit brutto-CV.

Når du skal søge nyt job, skal du så tilpasse dit CV til arbejdsgiveren i den konkrete virksomhed du søger job i.

Din stil, din facon og CV’ets indhold skal afspejle det, som virksomheden søger efter i sin jobannonce. Går du efter at blive ansat som leder, så er det særligt vigtigt!

Gør dit CV letlæseligt og overskueligt

En ansøgning er fremadrettet, mens et CV er bagudrettet og skal fortælle om dine resultater.

Forstil dig, at arbejdsgiveren kun har 1-2 minutter til at læse dit CV. Og sådan er det som oftest i virkeligheden.

Derfor skal du gøre dit CV let at læse og sættes op på en overskuelig måde. Find en letlæselig skrifttype og gør ikke bogstaverne alt for små.

Medmindre du søger en meget kreativ stilling, så undgå at indsætte tegninger, smileys eller illustrationer i dit CV. Det er indholdet, ikke den smarte opsætning, der skal vække læserens opmærksomhed.

Fremhæv relevante fakta og resultater

En af de vigtigste ting dit CV skal vise er dine resultater. Modtageren skal få et tydeligt billede af, hvad du kan og hvad du har præsteret.

Fremhæv gerne konkrete resultater i dine tidligere job eller projekter.

Du kan for eksempel sætte tal eller andre fakta på: Hvad var resultatet af din seneste Facebook-kampagne? Hvor mange nye læsere fik du til virksomhedens nyhedsbrev?

Og husk igen: Fremhæv det som er relevant for modtageren af din ansøgning og dit CV!

Hvilken opstilling skal jeg vælge?

Der er ikke en fast opskrift på, hvordan et CV skal se ud, men der er typisk to former, som giver et godt overblik.

Det mest almindelige er det kronologiske CV, og så findes der også det kompetenceopdelte CV.

I det kronologiske CV opstiller du dine erfaringer i kategorier som uddannelse og erhvervserfaring. Hver enkelt kategori er sat kronologisk op, det vil sige efter tidspunkt.

Sæt din nyeste uddannelse og erfaring først. Modtagerne er primært interesseret i hvad du laver nu, end hvad du lavede for 10 år siden. Derefter noterer du ud for hvert job eller uddannelse hvilke kompetencer du fik.

Den store fordel ved det kronologiske CV er, at de fleste er vant til at læse det og at modtageren hurtigt får et overblik over din historie.

I det kompetenceopdelte CV opstiller du dine erfaringer i kategorier efter dine kompetencer.

Lav 5-6 hovedoverskrifter med kompetencer, der er relevante for arbejdsgiveren, som skal læse dit CV. Det kan være ”Salgserfaring”, ”IT-kompetencer” eller måske ”Ledererfaring”.

Tænk over hvilken rækkefølge dine kompetencer skal opstilles i og uddyb dine primære kompetencer i underpunkter.

Fordelen ved denne lidt nyere måde at opstille et CV på er, at det hurtigt giver læseren et overblik over hvad du kan.

Og det kan være afgørende for om du bliver indkaldt til samtale.

Hvor langt må et CV være og hvad med foto?

Det er svært at svare entydigt på.

Men tommelfingerreglen er, at jo mere ansvarsfuldt jobbet er, jo længere vil CV’et også være.

Der vil naturligvis være forskel på om du søger job som pædagogmedhjælper eller som departementschef i Skatteministeriet.

Skal man sætte foto på? Igen er det svært at svare på, men hvis du gerne vil give dit CV et ansigt, så vælg omhyggeligt.

Find et hvor du ser seriøs ud og hvor baggrunden er neutral, og sørg for at det er af nyere dato.

Præcise kontaktinformationer

Du skal gøre det så nemt som muligt for modtageren at komme i kontakt med dig.

Det lyder måske selvfølgeligt, men er utroligt vigtigt at dine oplysninger er korrekte og en enkelt stavefejl for eksempel i din mailadresse kan være fatal.

Det er ikke tilstrækkeligt at du skriver din adresse, telefonnummer og mailadresse i ansøgningen. Det skal også stå i dit CV.

God fornøjelse med udarbejdelsen af dit CV – og held og lykke med jobsøgningen!

Lignende artikler