Tag dine dagpenge med til udlandet

For at få dagpenge er det naturligvis nødvendigt, at du opholder dig i Danmark. Det siger jo næsten sig selv, for du skal jo stå til rådighed for det danske arbejdsmarked.

Men vidste du, at det også er muligt at modtage dagpenge, mens du opholder dig i udlandet? Det kan du læse nærmere om i denne artikel.

Dagpenge og jobsøgning i udlandet

Hvis du har planer om at søge arbejde i udlandet, er det en rigtig god idé at kontakte din a-kasse og/eller fagforening.

Lovgivningen på netop dette område er nemlig temmelig kompliceret, og der kan være mange fælder som du bør undgå.

I denne artikel vil vi prøve at give dig et overblik over de vigtigste regler.

Der er tre muligheder for at modtage dagpenge under ophold i udlandet:

  1. Hvis du rejser ud og hjem samme dag
  2. Hvis du skal til en ansættelsessamtale hos en arbejdsgiver
  3. Hvis du rejser væk i op til tre måneder i et andet EU-land eller Norge, Island, Liechtenstein eller Schweiz (EØS-lande) for at søge arbejde

For at få tilladelse til at få udbetalt dagpenge under arbejdssøgning i et andet EØS-land skal du udfylde en ansøgningsblanket i din fagforening, som derefter vil se om den kan godkendes.

Hvad er EØS-lande?

EU-landene kaldes sammen med Island, Liechtenstein og Norge for EØS-lande på grund af en aftale mellem EU og de tre lande. Statsborgere fra Schweiz bedømmes efter de samme regler.

Det vil altså sige, at du kan tage dagpenge med til følgende lande:

Belgien, Danmark, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Irland, Italien, Luxembourg, Portugal, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tyskland, Østrig, Island, Liechtenstein, Norge, Schweiz, Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Slovenien, Ungarn, Bulgarien, Rumænien, Malta og Cypern.

Landene England, Portugal, Spanien og Frankrig dækker også over disse oversøiske territorier:

Hebriderne, Gibraltar (engelsk), Madeira, Azorerne (portugisisk), De Canariske øer, Balearerne (det vil sige Mallorca og Ibiza), Ceuta, Melilla (spansk), Guadeloupe, Martinique, Fransk Guyana og Réunion (fransk).

Hvordan får jeg dagpenge med til et EØS-land?

Der er en række betingelser som skal opfyldes, for at du kan blive godkendt til at få dine dagpenge med.

Du skal:

  • Være statsborger i et EØS-land
  • Være medlem af en fagforening i hele perioden
  • Være fuldt ledig (dog kan folk med løsansættelse også under visse forhold)
  • Være dagpengeberettiget på afrejsetidspunktet
  • Være tilmeldt dit lokale Jobcenter i mindst fire uger før din afrejse (der findes dog enkelte undtagelser)
  •  Have udfyldt og afleveret en PD U2-blanket mindst 14 dage før afrejsen

Har dit jobcenter planlagt et jobtilbud til dig på rejsetidspunktet og 3 måneder frem, skal du tage imod det.

Det kan få konsekvenser for dine dagpenge, hvis du ikke påbegynder eller afslår dette tilbud.

Hvis jobcentret har et konkret tilbud til dig, som starter før eller samtidig med afrejsedatoen, kan din fagforening ikke udstede PD U2-blanketten.

PD U2-blanketten skal udfyldes og afleveres mindst 14 dage før du rejser, så fagforeningen kan nå at udstede dokumentet, før du rejser.

Blanketten tager du med til det udenlandske jobcenter og sørge for, at du bliver tilmeldt hos dem.

Opfylder du betingelserne, så sender fagforeningen dig en PD U2-blanket med datoer. Den er dit bevis for, at du kan få udbetalt danske dagpenge, mens du opholder dig i et andet EØS-land eller Schweiz.

Dagpenge i udlandet

Dagpenge i udlandet udbetales på præcis samme facon, som hvis du var ledig i Danmark.

Det vil sige at du stadig skal udfylde et dagpengekort hver måned.

For at du kan få udbetalt dagpenge i udlandet, skal du som sagt også tilmelde dig Arbejdsformidlingen i det land, du rejser til, inden for syv dage efter PD U2-blankettens udstedelse.

Det er vigtigt, at du overholder denne frist, da du ellers først kan få udbetalt dagpenge fra den dag, du tilmelder dig jobcentret.

Til rådighed for arbejdsmarkedet

Når du er jobsøgende i udlandet, skal du følge de kontrolforanstaltninger, der gælder i det land du opholder dig i, og de kan være meget anderledes end de regler, som du kender fra Danmark.

Du skal altid møde op, når den lokale Arbejdsformidling eller andre myndigheder indkalder dig til samtale. Ellers risikerer du at miste retten til få dagpenge.

Du skal huske, at du skal stå til rådighed efter de danske regler.

Det betyder for eksempel, at retten til at deltage i undervisning også følger de danske regler.

Hvis du ønsker at deltage i undervisning i udlandet, mens du er i færd med at søge job, skal du huske at oplyse det når du søger om at tage dine danske dagpenge med til udlandet.

Du skal nemlig opnå en godkendelse af, at du gerne må deltage i undervisningen, inden du tager af sted.

Du kan læse mere om reglerne for dagpenge og akasser hos forbrugermagasinets artikel her.

Hvis du får job

Hvis du får job i udlandet, er det vigtigt at finde ud af, om du er forsikret i det korrekte land.

Det har nemlig betydning for din ret til at få dagpenge, når du kommer tilbage til Danmark.

Får du arbejde i et andet EØS-land eller Schweiz, skal du som hovedregel arbejdsløshedsforsikres der, hvor du arbejder. I nogle lande betaler du automatisk til arbejdsløshedsforsikring via din løn.

Det er vigtigt, at du ikke melder dig ud af a-kassen i Danmark, før du er 100% sikker på, at du er omfattet af arbejdsløshedsforsikringen i et andet land.

Tal med arbejdsløshedsforsikringsmyndigheden i det land du opholder dig i og hør, om de modtager arbejdsløshedsforsikringsbidrag fra din arbejdsgiver.

Det gør du nemmest ved at medbringe en lønseddel til myndigheden, så de kan se, hvor du er ansat.

Der er dog nogle jobs i udlandet, som ikke giver dig adgang til at blive arbejdsløshedsforsikret.Hvis du ikke kan blive forsikret i det andet land, kan du dog forblive medlem af den danske a-kasse.

Derfor skal du sikre dig at du får en skriftlig erklæring fra den udenlandske myndighed om, at du ikke kan blive arbejdsløshedsforsikret.

Denne erklæring skal tages med tilbage til Danmark.

Gør dit hjemmearbejde

Som det vist tydeligt fremgår af denne artikel, er reglerne og betingelserne for at kunne få dagpenge med i udlandet temmelig mange.

Derfor er det meget vigtigt, at du kontakter din fagforening og a-kasse, så de kan vejlede dig.

På den måde giver du dig selv de bedste betingelser for at kunne søge job i udlandet samtidig med at du kan være sikker på at din dagpengeret bevares.

Held og lykke med jobsøgningen!

 

 

 

Lignende artikler