Home A-kasse Sygdom og dagpenge – hvad er reglerne?

Sygdom og dagpenge – hvad er reglerne?

by Line Heidtmann
0 comment

Alle bliver jo syge på et eller andet tidspunkt.

Det kan være influenza, feber, halsbetændelse eller alt muligt andet. Og er man ledig og på dagpenge kan man måske tænke, at det jo ikke betyder noget. Man går jo alligevel ledig.

Men vidste du, at der faktisk er helt klare regler for hvad du skal gøre, når du bliver syg, mens du er på dagpenge?

Vi har samlet reglerne i denne artikel, så du kan få et overblik.

Meld dig syg

Bliver du syg, skal du altid sygemelde dig på første sygedag.

Grunden til at det er vigtigt at gøre, er at du er fritaget for at stå til rådighed, når du er sygemeldt.

Det betyder altså, at du derfor ikke har pligt til at overtage eller søge arbejde. Du har heller ikke pligt til at deltage i samtaler med jobcenteret og a-kassen

Men hvordan fungerer det?

Er du ledig og på dagpenge, skal du altså sygemelde dig på første sygedag på ’Min side’ på jobnet.dk. Og ja, det skal du også gøre, selvom du kun er syg en enkelt dag.

Du kan tidligst modtage dagpenge under sygdom, når du har sygemeldt dig på Jobnet. A-kassen og kommunen får derefter automatisk besked om din sygemelding.

Husk at hvis du i aktivering, skal du også sygemelde dig hos kursusstedet eller aktiveringsstedet.

Når du har anmeldt dit sygefravær, så modtager du et underretningsbrev sammen med en oplysningsblanket. Oplysningsblanketten skal udfyldes og returneres senest 8 dage efter modtagelsen.

De første 14 dage under din sygdom

De fleste af os bliver heldigvis blevet raske inden for kort tid, og i de første 14 dage er du på dagpenge.

Men skulle du være så uheldig, at sygdommen trækker ud, så informerer a-kassen efter 14 dage Nemrefusion om, at du skal have sygedagpenge fra kommunen.

Det betyder at du modtager et brev og en blanket fra kommunen, som du skal udfylde og sende retur inden for en frist på otte dage.

Husk at overholde tidsfristerne, ellers kan det få uheldige konsekvenser for din ret til sygedagpenge.

Deltidsarbejde, uddannelse og afbud til møder

Hvis du arbejder på nedsat tid, modtager du formodentlig supplerende dagpenge fra a-kassen. Hvis du er i den situation og bliver syg, er processen lidt anderledes.

Naturligvis skal du også melde dig syg på første sygedag – både til din arbejdsgiver, men også til a-kassen via jobnet.

Du går så med det samme direkte til sygedagpenge fra kommunen fra din allerførste sygedag.

Det er altså ikke a-kassen der udbetaler dagpenge de første 14 dage.

Hvis du er i gang med at uddanne dig og samtidig modtager dagpenge, skal du sygemelde dig til både dit undervisningssted og på Min side på jobnet.dk.

Den eneste gyldige grund til at melde afbud til et møde med jobcenteret eller a-kassen er, hvis du har meldt dig syg på forhånd.

Du kan altså ikke melde dig syg med tilbagevirkende kraft.

Det er blandt andet derfor det er så vigtigt at du melder dig syg, når du rent faktisk er syg!

Er du nødt til at melde afbud til et møde på grund af sygdom, så kontakt den der har indkaldt dig til mødet direkte i god tid inden mødet begynder.

Raskmelding

Når du er rask igen, skal du naturligvis raskmelde. Det kan du gøre elektronisk på jobnet.dk på den første dag, du er rask.

Det er vigtigt, at du raskmelder dig første dag, når du er rask igen.

Ellers kan det have betydning for dine dagpenge. A-kassen får automatisk besked om din raskmelding.

Sådan er reglerne om sygdom og dagpenge i generelle vendinger. Skulle du have spørgsmål eller behov for yderligere informationer, er din a-kasse det rette sted at henvende sig.

Skulle være syg mens du læser dette, ønsker vi fra Fagmagasinet rigtig god bedring!

0 comment

You may also like